tirsdag den 16. april 2013

Forårsfornemmelser i haven...

Igår måtte jeg kigge nøje på mit påbegyndte projekt med den stribede bluse fra drops. Jeg vendte det med søster og besluttede at pille det hele op og forsøge at finde anden anvendelse til garnet, hver for sig. De farver sammen minder mig lidt for meget om noget min mor ville vælge og dertil følger jeg mig altså stadig lidt for ung...heldigvis.
Jeg pillede op og fandt en mulig ny opskrift på en sommertop, som garnet Paris rækker til og så må jeg summe lidt over om det skal være den i stedet.
Garn og pinde blev lettere irritabelt lagt i kurven og i stedet vendte jeg mit fokus mod haven.

Det gjorde godt, jeg fik ordnet lidt krukker, og renset fliserne på terrassen omme bag huset med min mands højtryksrenser. Da han i sin tid købte den synes jeg at det var et fuldstændig tåbeligt nørdet køb, endnu en ting han kunne sætte i værkstedet, men som vi da ikke kunne bruge til noget som helst. Jeg måtte spise mine ord igen! Den er faktisk fantastisk effektiv og min terrasse er nu som ny. Det var en fryd at sætte krukkerne på plads og drømme om alle de sommerblomster som de skal huse, når nattefrosten forhåbentlig snart slipper os helt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar