torsdag den 1. november 2012

Se min kjole...

Endelig færdig. Ikke perfekt men garanteret dejlig lun til den tid vi går i møde.
Jeg har været i tidlig vinter hi. De sidste måneder er gået med kvalme og tårer over manglende overskud til alt det jeg plejer at kunne håndtere. Jeg fornemmer dog, at det lysner stille forude. Ikke mindst fordi jeg nu har fået bekræftet at der er liv, en lille bandit vokser i min mave, jeg glæder mig nu endnu mere til foråret - Kom Maj du søde, milde...

torsdag den 18. oktober 2012

Bløde pakker

Mindstemanden fyldte 3 år i går. Han er i den fantastiske alder hvor fødselsdag handler om gaver og ikke så meget om hvad der er indeni. Moster havde 2 bløde pakker med, de blev hurtigt flået op og ivrigt sendt videre til mig at beundre. Den lækreste varme sweater, som jeg faldt for på strikkefestival i Silkeborg og en blød og lækker vest til at afløse den fra sidste år, som nu ikke længere kan krænges ned over hans hoved. Jeg glæder mig rigtig meget til at se ham i det...

søndag den 30. september 2012

Storproduktion i det lille hjem

Weekenden er væk, næsten inden vi fik set os om. Sammen med gode venner har vi produceret 300 liter økologisk hjemmepresset æblemost. At se børnenes ansigter da de første dråber løb i glasset og de smagte på herlighederne var det hele værd, selvom de 100 liter æblemost i fryseren nu også gir en rigtig dejlig følelse i maven. Umm nu kan vinteren bare komme an... Vi har en kummefryser fyldt med vitaminer!

torsdag den 20. september 2012

Kreative damer

Jeg købte lidt stof på husflidsmessen i Viborg. Noget af det er nu blevet til en lille krea taske, måske sådan en man har hækle eller strikketøjet liggende i ved siden af sofaen... Jeg havde ikke noget mønster, så den blev rettet til nogle gange undervejs. Jeg er ikke helt tilfreds, men af en demo er den nu ganske fin.

fredag den 14. september 2012

Barselsgave tjek!

Så er de sidste gaver på plads til min kære kusines lille prinsesse.
Jeg har lavet et sæt tøj, et sæt sengetøj og da jeg jo er Neonatal sygeplejerske så skulle der jo følge en rede krans med, som hun kan svøbe den lille i. At mærke sine omgivelser giver spædbørn tryghed og en roligere søvn, jeg håber den vil hjælpe lillepigen til at sove lidt bedre end hendes storebror gjorde, da han var spæd.
Min kusine er et unikt menneske, et af de få som altid tænker på andre og altid ser det bedste i alle. Da vi gik i skole husker jeg at jeg var meget stolt af hende, hun var vellidt af alle og besidder også den dag i dag en utrolig rummelighed.
Jeg er så spændt og glad på hendes vegne... Kan næsten ikke vente med at aflevere gaven.

fredag den 7. september 2012

Hjemmerullet fredagshygge

Uhm... Vi har lavet romkugler, børnene synes det var sjovt at trille dem i forskelligt krymmel, og et ekstra plus er at de tager 10 min at lave.
Opskriften: En hindbær roulade, en mazarin tærte, 2 spsk. Kakao, 2 spsk. Jordbær marmelade og ca 1/2 flaske rom aroma. Røres rundt i kenvood (for os der ikke kan leve uden den) til ensartet masse, rulles og trilles efter behag.
Så er fredag landet...

søndag den 26. august 2012

En blandet høst...

Nogle gange går tingene bare ikke helt som jeg gerne ville have dem til. Min drøm om en øko have som væltede rundt med gule tomater, apple agurker og store røde peberfrugter - ja den blev ved drømmen. Jeg har høstet fortvivlende små mængder. Næste år tror jeg at jeg vil holde mig til nogle mere almindelige sorter, og håbe at vejrguderne er mere med mig til den tid.
Jobbet kræver brede skuldre i disse dage, der har været rigtig travlt og ved siden af det skal jeg rumme store følelser, frustrationer og vrede fra pårørende som åbenbart føler sig berettiget til at svine mig til i systemets navn. Jeg ved, at jeg blot er deres container, men nogle dage har jeg svært ved at ryste det af mig igen. Min indre Florence Nightingale fortæller mig at jeg har fejlet, når det bedste alligevel ikke var godt nok.
Heldigvis ved mine børn tit, hvornår deres mor har brug for lidt ekstra hengivenhed og et smil på trappen og " jeg elsker min moar" kan gøre det op for selv den skøreste dag.
Jeg høster de små børns smil...

mandag den 6. august 2012

Farvestrålende næsten 30

Jeg er blevet 30 år... For 2 år siden! Desværre har jeg først nu fået taget mig sammen til at holde den tøsefest, som jeg hele tiden har tænkt på. Men forventningens glæde var så endnu større og festen var lige som den skulle være. Hygge med en masse skønne piger, som alle beriger mit liv med noget helt særligt. jeg fik derudover en masse lækre gaver; tøj, cremer, gavekort, en frokost, en tur til Hamburg og bunker af lækre ting til strikkekurven. Min søster havde lavet de fineste maskemarkører i perler og min niece overraskede mig med et armbånd, som hun selv havde lavet til mig - sådanne gaver går lige i hjertet på en Moster...

onsdag den 1. august 2012

Hjemmelavet solbær syltetøj... Ikke til at holde fingrene fra

Børnene høstede solbær da vi kom hjem fra ferie. Det blev til to glas syltetøj, som vi prøvesmagte til amerikanske pandekager. Mindstemand kunne ikke vente, så der blev testet et par stykker på køkkenbordet.

mandag den 23. juli 2012

Sommer i tyrol!

To uger i smukke Østrig, sommerferien er slut for dette år. Det blev en skøn blanding af bjergvandring, weissbier på altanen, børn på hesteryg, cykelture langs floden og strikketøj om aftenen. I tyrol fandt jeg en ny strikkekurv på torvemarkedet. Min kjole i islandsk uld tager form, jeg glæder mig helt vildt til at tage den i brug.

tirsdag den 3. juli 2012

Piger på vej...

To små piger på vej i familien, jeg har strikket en ting til hver, nu mangler jeg bare at finde ud af, hvem der skal have hvad!

torsdag den 28. juni 2012

Lunt og blødt til en lille ny

Så er sættet med tæppe og hue færdigt og vasket, nu skal det bare ligge lidt endnu og vente på at min venindes lille dreng kommer til verden og forhåbentlig får glæde af det. Det var noget af et projekt for en strikke novice som mig, men jeg er rigtig tilfreds med resultatet, så det var alle timerne værd. Jeg kan næsten ikke vente med at give det væk...

tirsdag den 19. juni 2012

Grib garnet... og ja jeg blev grebet...

Strikkefestival i Silkeborg, med to skønne strikkesøstre. Spændende workshops og lækkert garn i massevis, jeg har vist købt så strikkekurven ikke bliver tømt før til næste år.
Den ekstra gevinst som jeg fik med hjem; en stor portion af overskud og lyst til at tage fat på hverdagen igen - grunden til denne er nok en kombinationen af koncentreret latter, afslapningen og alene tid. Alle mødre burde unde sig selv sådan et frikvarter fra tid til anden.

Den søde smag af de første skov jordbær

Idag har jeg plukket det første røde bær, det smager bare meget bedre når man har gået så længe og kredset om de hvide blomster og glædet sig til at se dem forvandle sig til søde små bær. Jeg glæder mig til at se børnene løbe fra busk til busk og nyde høsten af alle de bær, som jeg har sat rundt om i haven de sidste år.

fredag den 15. juni 2012

Mit første forsøg med mønsterstrikning

Babuska dukken til Ida blev færdig. Den er ikke perfekt, men øvelse gør mester tror jeg på...

mandag den 30. april 2012

Sol i ryggen og duften af nyslået græs


Jeg har været i haven idag. Mit gamle drivhus, som stod da vi købte huset, er ved at blive rigtig fint. Alt glas er gjort godt fast, sokkelen er malet, der er kommet nye fliser indeni. Min far har bygget mig de fineste kasser i lærketræ til grønsagerne. Udenom er min kære mand ved at lave bed afgrænset af fliser. Jeg kigger ned i de små Potter i vinduskarmen. Tomatplanterne vokser, jeg har 3 forskellige slags peber og agurk, samt masser af spændende krydderurter. Alt sammen har jeg plantet af økologiske frø. Jeg vil sætte jordbær, tranebær og rabarber udenom drivhuset. Det bliver et slaraffenland af duft, smag og farver. IHH hvor jeg glæder mig... I morgen må jeg se at få taget et billede af processen og lagt ind. Svoger siger at min blog mangler billeder... Han er nu også så vanskelig ;)

lørdag den 28. april 2012

Den spæde start

Så er jeg vist nok igang. Jeg har egentlig ikke helt nogen ide om, hvor jeg vil hen med min blog. Jeg er optaget af så mange forskellige ting, så det skal blive sjovt at se vejen derhen. Lige i tiden strikker jeg en del, min kære veninde venter sig for 4. Gang og jeg er ved at lave en barselsgave til familiens kommende lillebror. Jeg er ikke så hurtig, så det tager mig mildest talt lang tid, men jeg håber og tror, at hun bliver glad for den.